Lake Nakuru nationalparken i Great Rift Valley blev etableret i 1961 og strækker sig over et areal på 180 km2.
Nakuru-søen er en stor, lavvandet sø omgivet af vådområder, skov og græsarealer. På den østlige side er der klipper og Afrikas største euphorbia-skov. Søen har tilløb fra tre floder, Njoro, Makalia og Enderit, samt fra flere mindre vandløb. Der er et godt vejnet i parken og flere fremragende udsigtspunkter ved Baboon Cliff og Lion Hill, hvorfra man kan overskue søen og omgivelserne.
Lake Nakuru er et fugleparadis med ikke mindre end 400 arter, heraf 5 arter, der er globalt udryddelsestruede. Området er et meget vigtigt stop for migrerende fugle på vej til eller fra Europa.
I søen lever en bestemt art blågrønalge, der er flamingoernes vigtigste fødekilde. Somme tider er der op mod 2 mio. flamingoer (af arterne Stor og Lille flamingo) og titusinder af andre fugle. Fødegrundlaget ændrer sig med jævne mellemrum, og derfor svinger antallet af fugle også.
Nationalparken rummer også et stort antal dyr, bl.a. vandbuk, vortesvin, impala, bøfler, Rothschilds giraf, elsdyrantiloper og de truede sorte og hvide næsehorn. En gang imellem kan man også støde på leoparder i området. En stor flok flodheste holder til i søens nordlige ende.
Om sommeren kan temperaturen komme op over 30oC, mens de koldeste vintermåneder ligger omkring 20-25oC. Den årlige nedbørsmængde er 965 mm, og det er faktisk lavere end mange andre steder i Kenya. De vådeste måneder er marts-maj og oktober-december.