Okavango-deltaet er et unikt og levende vådområde. Deltaet dækker mellem 6.000 og 15.000 km2 af Kalahari-ørkenen i det nordlige Botswana og tilstrømmes af vand fra Okavango-floden, der strømmer fra Angolas højland gennem Namibia og ind i den barske Kalahari-ørken.
Hvert år udleder Okavango-floden ca. 11 km3 vand til Okavango-deltaet. Det meste af vandet optages af planter eller fordampes og resten strømmer ind i Ngami-søen.
Okavango-deltaet er oversvømmet en del af året fra marts til august. Oversvømmelserne topper i juli, der er den tørre sæson i Botswana. Det benytter vildtet sig af, og store flokke af dyr vandrer mod deltaet fra det tørre bagland.
Deltaet er generelt ret fladt og består af mange små øer, der dannes, når vegetationen rodfæster sig på termitboer, og større øer der er dannet ved den tektoniske forkastningslinje. Den største ø i deltaet er Chief’s Island.
Som nummer 1.000 blev Okavango-deltaet optaget på UNESCO’s verdensarvsliste i 2014. Det er et vigtigt område for dyrelivet, der er beskyttet af både Moremi vildtreservatet på den østlige kan og utallige beskyttelsesaftaler i Ngamiland.
Deltaet er en oase i et ellers tørt miljø, og området er kendt for et rigt og varieret dyreliv og et fugleliv, der især i ynglesæsonen er meget talrigt og artsrigt.